Når væveren kommer til byen
Enhver husmor og hendes døtre kan spinde garn, farve det med egnens planter og væve uldstoffer til de daglige klæder. Men når væveren kommer til byen eller på markedet, så stimler koner og piger sammen om ham. Han væver stoffer i komplicerede mønstre og kan arbejde med de allertyndeste garner - ikke alene af uld og hør, men også af f.eks. brændenældefibre. Måske har han også medbragt silkevarer fra sine lange rejser.
Væverens garn har altid de klareste farver, og hos ham kan man købe krap og indigo til at farve rødt og blåt med. Og så er han aldrig nærig med gode råd om farvningen - du kan også få et fif af ham, hvis du vil have det!