Vølven

Fortællinger om aser og jætter

Vølven bor i et lille træhus på kanten af offermosen. Hun ved om guder, hun ved om urter, hun ved om helbredelse. Ved hjælp af sang kan hun gå i trance og give svar på spørgsmål om fremtiden. Med sine runer kan hun give råd.

Vølven er ofte på farten. Måske for at helbrede en syg, måske for at samle urter. Det er derfor ikke sikkert, at I finder hende hjemme, men hvis hun er der, vil hun gerne svare på jeres spørgsmål.

Vølven har stor viden om og en særlig forbindelse til de gamle guder: aserne. Det er også hende, der leder de hellige ceremonier ved f.eks. solhverv og midsommer. Har du et spørgsmål om Odin, Thor, Freja eller en af de andre guder, så spørg bare vølven!

De nordiske guder

Rundt omkring på Ribe VikingeCenter findes flere gudestatuer. Som eksempelvis ved indgangen til centret. Her modtages man af de tre norner, som bor ved Urds brønd under verdenstræet. De tager hver dag vand af brønden, som de overøser træet med, så dens grene ikke skal blive tørre eller rådne. Nornerne repræsenterer fortid, nutid og fremtid. De besøger mennesker når de fødes og fastlægger deres skæbne, og ligeledes for guderne. Det siges, at de spinder livstråden, og at man på den tråd kan aflæse, hvordan ens liv vil forme sig. Jo færre knuder des lettere liv.

Udover Nornerne, der er ganske ubestikkelige, er der mange forskellige guder, der kan ofres til. Der er både aser og vaner. Vanerne kom til guderne som gidsler, da der blev sluttet fred efter den første krig i verden.

ODIN er as og overklassens gud. Til ham ofrer jarler og konger. Han er krigens gud.

FRIGG er gift med Odin og står for den ægteskabelige kærlighed.

THOR er Odins søn og bøndernes gud. Han kommer med torden og med regn når sommeren er tør. Han redder høsten. Han holder jætterne, som symboliserer kaoskræfterne, i skak.

BALDER er søn af Odin og Frigg og er så retfærdig, at hans domme ikke kan efterkommes.

FREY er vane og gud for frugtbarhed.

FREJA er Freys søster og den, man kan gå til i kærlighedsspørgsmål.

TYR ofrede sig, da Fenrisulven skulle bindes, og mistede sin hånd.

LOKE er egentlig jætte, men blev optaget i gudernes skare, da han blev blodsbror med Odin. Han er en trickster, laver mange ulykker, men forsøger hver gang at råde bod på det, så der sker fornyelser. Det er hans skyld, at Thors hammer - Mjølner - blev lavet, men det er også hans skyld, at Balder blev dræbt.