Glasperlemageren

Farvestrålende og sirligt dekorerede glasperler

Perlemageren var en af de første håndværkere, som slog sig ned i Ripa. Han og hans kone kommer hvert år til markedspladsen og arbejder med blåt glas fra Anatolien og farvede italienske mosaikstifter, som smeltes om til de meget populære glasperler.

Mange markedsgæster synes, at det er ren magi, når de små firkantede glasstykker skifter form og farve og bliver helt selvlysende i ilden, inden de formes enkeltvis om jernstaven til en perle. Nogle perler får også pålagt striber, prikker eller andre mønstre, inden de køles forsigtigt af. Det kan godt tage hele natten.