Et trælleliv (3 timer)
Klassetrin: 4.-6. klasse
Slaveri bliver ofte forbundet med trekantshandlen i 1600-tallet. Men i vikingetiden var slaveri en naturlig del af hverdagen. Slaverne blev blot kaldt for trælle. De var uden rettigheder og blev betragtet som et hvilket som helst andet husdyr.
Forløbet starter med en rundvisning på Ribe VikingeCenter. Her lægges især vægt på, hvad det vil sige at være træl samt vikingetidens samfundsstruktur og hierarki.
Efter rundvisningen begynder rollespillet, og eleverne får trælletøj og trællenavne. De skal nu hjælpe med det daglige arbejde i en vikingehusholdning. Alt afhængig af årstid skal trællene arbejde i haven, kløve brænde, gøre rent, lave mad og andre trælse opgaver. Under arbejdet bliver de holdt under skarpt opsyn af de frie vikinger, der hundser med dem og behandler dem uretfærdigt og ubehøvlet.
Forløbet afsluttes med en let fodring af trællene, hvor deres videre skæbne diskuteres af de frie vikinger på baggrund af dagens arbejde, og måske der også er tid til en historie, der forklarer vikingetidens samfundsorden. Der er desuden en refleksion over datidens samfundsstruktur holdt op mod nutidens.
I dette 3 timers forløb får eleverne mulighed for at prøve flere forskellige opgaver.
Praktiske oplysninger
- Klassetrin: 4.-6. klasse
- Antal deltagere: Maks. én klasse eller 20 elever + lærere
- Varighed: 3 timer
- Fag: Historie og dansk
- Periode, folkeskoler i Esbjerg Kommune: I marts og april, alle hverdage. I maj-oktober, mandage og fredage
- Periode, alle andre skoler: I marts-oktober, alle hverdage
- Booking: Benyt venligst bookingformularen nederst på denne side
Priser (2025)
Folkeskoler i Esbjerg Kommune:
- Gratis
Alle andre skoler:
- Entré pr. barn 3-13 år DKK 60
- Entré pr. voksen fra 14 år DKK 125
- Undervisningsforløb DKK 2.150 for gruppen
- Ved køb af dette forløb får de to første voksne fra institutionen gratis entré!
Forløbets mål
Målet med dette undervisningsmateriale er at give eleverne:
- En førstehåndsoplevelse af, hvad det vil sige at være træl i vikingetiden samt perspektivere oplevelsen i forhold til nutiden.
- Anledning til at drage paralleller til nutidens undertrykkelsesformer som f.eks. mobning.
- En styrket evne til indlevelse og identifikation.
- Læring om deres egen styrke og formåen, og at de ser sig selv og andre med nye øjne.
Forberedelse til besøget
- Tal med eleverne om, at de skal deltage i et rollespil, hvor de får en rolle.
- Tal med eleverne om, hvad det vil sige at være en træl.
- Medbring praktisk tøj og fodtøj alt efter vejret. Forløbet foregår udendørs eller i uopvarmede vikingehuse.
- Der er i forløbet ikke afsat tid til at spise eventuelt medbragte madpakker.
Booking
Benyt venligst bookingformularen nedenfor.
Hvis I har spørgsmål til forløbet, er I velkomne til at kontakte os på tel. 75 411 611 eller skrive til booking@ribevikingecenter.dk