Man behøver ikke nødvendigvis en ovn for at kunne bage lækkert brød. Her kommer opskriften på et sprødt brød bagt på en pande over et glødebål. I smag og konsistens kan det minde om focaccia, og det er lækkert både som tilbehør eller som lunt morgenbrød efter en nat i det fri.
Fremgangsmåde
Skyl og hak urter som f.eks. timian, merian, ramsløg og/eller kommen.Udblød gæren i vandet. Tilsæt mel, urter, salt og rør dejen godt sammen. Den skal være lidt klistret. Stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time.
Lav et godt glødebål. Sæt en pande over gløderne og smelt smørret på panden, så både bund og sider er smurt godt ind. Når smørret har bruset af, bredes dejen forsigtigt ud i den varme pande. Bålet må ikke være for varmt, da brødet så vil brænde på, før det er færdigbagt.
Bag brødet i 15 min. Vend brødet og bag det 15 min. på den anden side. Man kan med fordel komme lidt ekstra smør på panden, når brødet vendes.
Efter ca 30 min. bagetid er brødet færdigt. Det skal lyde hult, når man banker på det. Lad brødet afkøle før servering.
Ingredienser
4 Personer- 3,5 dl vand
- 25 g gær
- 4 dl grahamsmel
- 5 dl hvedemel
- 1,5 tsk salt
- 1 håndfuld urter
- 50 g smør