Byhusene

På Ribe VikingeCenter står syv rekonstruerede byhuse,
som der er fundet spor efter to forskellige steder i Ribe.
De fire huse mod syd er fundet øst for banegården.
De tre huse mod nord er forskellige udgaver af et hus fundet i Tvedgade.

"Vinteren er overstået, og der er blevet slidt hårdt på fodtøjet. Heldigvis har vi en dygtig lædersmed i Ripa, som laver gode sko. Forinden aftaler vi, hvad han skal have som betaling, f.eks. et mål korn, en høne eller måske et nyt kogekar. Han bor i det røde hus bag træværkstedet."
Skomageren bor i det røde hus.
Tinghuset er det prægtigste hus i byen.
Urtehaverne bugner allermest ved midsommer.
Lørdag er vaskedag, hvor også børnene skal hjælpe til.
Der er intet som et brød med søde bær og nødder.

Gæstgiveriet

Hvis man i den tidlige vikingetid kom til Ribe ad den syd-østlige indfaldsvej, mødte man et 17 m langt og 5,25 m bredt lerklinet hus. Det lå tæt ved åbredden, og en vej førte langs et hegn ned mod et vadested. Husets funktion kan ikke siges med bestemthed, men på Ribe VikingeCenter har vi valgt at kalde huset Gæstgiveriet. Et sted, hvor handelsfolk kunne gøre stop, børste rejsestøvet af sig og få noget at spise, inden turen fortsatte ind til byens handelsplads. Spor efter dette hus blev udgravet øst for banegården i Ribe på Ribelunds område.

Tinghuset

I samme område og fra samme periode fandt man også spor efter et 30 m langt hus, der med let buede, lerklinede vægge og stråtag minder om hovedhusene på omegnens gårde. Husets størrelse antyder, at det må have tilhørt en stormand. Måske var det bolig for den øvrighedsperson, der kontrollerede den nærliggende markedsplads. Huset er indrettet med en soveafdeling, et portrum, en stor hal samt en større køkkenafdeling, der kan indikere en stor husholdning. På Ribe VikingeCenter kalder vi det Tinghuset, om end der ikke kendes til kilder om tinghuse i vikingetiden, som det ellers er tilfældet med tingsteder.

Ting-forsamlinger
Ting var i vikingetid og middelalder en folkeforsamling, hvor folket udøvede dømmende og lovgivende magt. Ting-forsamlingerne kan ses som det spæde forsøg på at indføre et folkestyre, der skulle sikre, at stridigheder ikke blev afgjort ved blodfejder og vold alene. Skandinaverne tog dette system med sig, når de etablerede sig rundt omkring i Nordeuropa. Den dag i dag kan man identificere mange af bosættelser ved stednavne, der begynder med ting-, tin-, thing-, ding-, fing- osv., som er bevis for en fælles nordisk kulturarv.

Skomagerhuset

Sporene efter dette hus blev også fundet på Ribelunds område. Der var spor af håndværksaktivitet, og huset kan måske have tilhørt en lædersmed, der fremstillede forskellige skomodeller, som er blevet fundet i udgravninger i Ribe. Der er fundet store mængder skindrester fra fremstilling af fodtøj, og de afskårne stumper og den forholdsvis ringe udnyttelse af materialet indikerer, at tilførslen af huder har været rigelig.

Træværkstedet

Kun en smal slippe adskiller dette hus og nabohuset (Skomagerhuset). Også her fandtes indikationer på håndværksaktivitet, og huset havde foruden en dør i gavlenden også en bredere dobbeltdør - port - på siden. På Ribe VikingeCenter benytter vi det som træværksted, hvor også gæsterne kan prøve at arbejde med båndknive ved snittebænkene.

Ribehuset

Ved udgravningen af dette hus fandt man parvise skråstolper, som er noget helt enestående i Danmark. Væggene var pileflettede og lerklinede, og de var anbragt inden for de bærende stolper. Arkæologerne fandt ingen spor af tagkonstruktionen, og derfor har vi på Ribe VikingeCenter bygget tre huse efter samme konstruktion, blot med forskellige tagdækninger. Vi kalder det for Ribehuset på grund af den særprægede konstruktion. Vi kan ikke vide, hvem der boede i huset, men idet huset havde et lille værksted, kunne det have været en håndværker eller en handelsmand.

Spor efter denne huskonstruktion blev fundet ved en arkæologisk udgravning i Tvedgade i Ribe, altså ganske tæt på vikingernes markedsplads. De to andre huse af denne konstruktion, som vi har opført, huser moderne faciliteter.