Brændenældesuppe

De tidlige brændenældeskud, de helt spæde blade er gode til mange retter. Her er det en mættende suppe, som også kan tilberedes uden bacon, hvis man ønsker en vegetarisk suppe. Da skal man erstatte bacon med lidt fedtstof som smør eller olie og svitse urterne i det.

Nælderne brænder, men det er kun indtil de er tilberedt. Brug et stykke stof eller en handske, når brændenælderne skal plukkes. Og gå efter nye små skud, da de smager bedst. Vask bladene grundigt og hak dem fint.

I denne opskrift bruger husfruen også friske ramsløg, som kun kan sankes få måneder i foråret. Ramsløg kan udelades eller erstattes med tørret ramsløg.

Brændenældesuppen kan selvfølgelig laves på komfuret, men at lave bålmad sammen og nyde maden i det fri er en fantastisk fællesskabsoplevelse, vi kun kan anbefale. Saml familien eller vennerne og fordel opgaverne med båltænding, sankning, forberedelse af grøntsager osv. iblandt jer. Så er I godt i gang!

Fremgangsmåde

Steg bacontern i en tykbundet gryde. Når det begynder at tage farve, tilsættes løg og hvidløg. Svits indtil løgene er klare. Tilsæt rodfrugter, timian, ramsløg, nælder og rør godt om. Læg låg på og lad det svitse i ca. 10 min. Rør rundt en gang imellem.

Hæld vand/fond ved og bring det op til kogepunktet. Suppen skal simre under låg i ca. 45 min. indtil rodfrugterne er møre. Smag til og servér suppen rygende varm.

Ingredienser

4 Personer
  • En god håndfuld bacon i tern
  • 1-2 løg, finthakket
  • 1-2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 pastinak, i tern
  • 1 gulerod, i tern
  • 0,5 knoldselleri, i tern
  • 1 håndfuld ramsløg, groftsnittet
  • 4 kviste timian, hakket
  • 1 liter friske skud af brændenælder, hakket
  • 1,5 liter vand eller fond
  • Salt

Vegetarisk udgave: Udelad bacon og svits, i stedet løg og grøntsager i lidt fedtstof.