Rullesteg med urter

Sar eller bønneurt, som den også bliver kaldt, er en aromatisk krydderurt, der har været anvendt i århundrede i bl.a. bønne- og flæskeretter, da dens smag af frisk peber giver retterne en let og krydret karakter. Sar passer også rigtig godt til grill- og bålmad, hvor den ikke overdøves af den røgede grillsmag.

Sar kan desværre være svær at finde i supermarkeder og havecentre i dag, og så kan man anvende rosmarin som et alternativ.

Husfruen bruger bl.a. sar og timian i sin rullesteg, som folkene på Hvidinggården får serveret med brød og friskost til.

Fremgangsmåde

Nakkefileten flækkes til ca. 1,5 cm tykkelse. Bland løg, hvidløg, urter og sennepsfrø. Fordel det på kødet og drys med 1 spsk salt. Rul nakkefileten stramt og bind med snor.

Bring vand tilsat 1 spsk salt i kog i en stor gryde. Tilsæt evt. et løg, hvidløg og timiankviste for smag. Lad kødet simre i ca. 1,5 time, hvorefter den tages op på et bræt og trækker i 15 min.

Smelt smør på en pande og brun stegen på alle sider. Man kan vælge at grille stegen i stedet. Lad herefter stegen trække 15 min., før den skæres ud.

Ingredienser

4 Personer
  • 1,5 kg svinenakkefilet
  • 2 løg, finthakket
  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • 1 spsk sennepsfrø, let knuste
  • 2 spsk salt
  • Frisk timian, sar og karse, finthakket
  • Natursnor
  • Vand
  • Smør

Man kan bruge svineslag (afpudset) i stedet for nakkefilet. Man kan bruge de urter, man foretrækker. Rosmarin kan erstatte sar.