Ansgar Kirke år 860

Besøg Ansgar Kirke år 860 på Ribe VikingeCenter.

 

Nordens Apostel, biskop og missionær Ansgar, fik i midten af 800-tallet tilladelse til at bygge en kirke i Ribe, men hvor helt præcis? For arkæologerne opstod der i 2008 en mulighed for at grave i området omkring den nuværende domkirke i Ribe, som er fra middelalderen. Til deres overraskelse fandt de her adskillige grave fra vikingetiden, og det indikerer, at Ansgars kirke sandsynligvis stod, hvor den nuværende domkirke ligger.

Når man står inde i Ribe centrum kan det være svært at forestille sig Ansgars kirke, da området har ændret sig rigtig meget siden det 9. århundrede. Men på Ribe VikingeCenter er det muligt at se et kvalificeret bud på den første kirke i Danmark. Man kan besøge Ansgar Kirke og opleve kirkerummet, som det meget vel kunne have taget sig ud.