Trilleboller

Trilleboller

En smagfuld og fyldig suppe gør rigtig godt på en kold og ruskende efterårsdag. Frida lavet en grøntsagssuppe på grove grøntsager fra kålgården og vilde urter sanket ved vadehavskysten, bl.a. strandkål og timian. I suppen skal der også trilleboller, som laves af daggammelt, tørt, lyst brød.

Smid aldrig tørt brød ud, men brug det som ingrediens i andre retter. Det er én måde at mindske madspildet på.

Opskrift til 2 personer

ca. 250 g tørt, revet lyst brød
50 g smeltet smør
1 teskefuld timian
1 teskefuld salt
2 æg
ca. 4 spsk mel (hvedemel fungerer bedst, men man kan bruge grahamsmel)

1 liter suppe (f.eks. grøntsags-, hønsekød-, oksekød-, fiske- eller brændenældesuppe)

Se instruktionsvideoen: Sådan laver du Trilleboller.

Riv det tørre brød i små stykker. Du skal ikke bruge skorpen! Bland brødet med smør, timian, salt og æg. Rør rigtig godt sammen og lad det trække i ca. 5 minutter.

Tilsæt lidt mel til blandingen og rør godt om igen. Du skal nok bruge 3-4 spiseskefulde til du får en ret fast blanding. Det er klistret, men ikke mere klistret, end du kan trille det til små kugler.

Kom lidt mel på hænderne og tril kugler/boller på ca. 2 cm i diameter. Læg dem på et meldrysset fad.

Suppen skal være rygende varm. Tag gryden af bålet/varmen (eller sluk komfuret) og kom trillebollerne enkeltvis i suppen. De må ikke koge (!), men tilberedes i den varme suppe i løbet af 2 minutter, hvor de hæver en smule i størrelse.

Server suppen med trillerbollerne straks.

Velbekomme!