Smolt-kager

Smoltkager

Før støbejernskomfuret indtog de danske hjem i 1830'erne var bagte kager en særlig luksus. I komfurløse husholdninger var fedtkogte kager stort set eneste mulighed for lidt sødt til julebordet. Vi kender i dag stadig klejner, pebernøder og fedtebrød, som enten blev kogt i fedt eller bagt ved det åbne ildsted.

'Smolt' er et gammelt dansk ord for 'smeltet fedt'. Smolt-kagen er et godt bud på, hvordan julens kager smagte før komfuret, men der er sandelig også mulighed for at justere med moderne krydderier som vanille og citronskal, og man kan vælge at drysse dem med flormelis.

1,5 dl bygmel
1,5 dl rugmel
1,5 dl hvedemel
½ tsk salt
2 dl finthakkede hasselnødder
2 dl tørrede, hakkede tranebær
0,5 liter mælk
2 spsk honning
2 store eller 3 små æg
Svinefedt (eller palmin)

Se instruktionsvideo: Smolt-kager

I en skål blandes meltyperne, salt, nødder og tranebær. Tilsæt derefter mælk og rør dejen lind. Tilsæt til sidst honning og æg og pisk dejen, der skal have konsistens af havregrød. Justér evt. med lidt mere mel.

Brug to skeer og læg 1-2 spsk store portioner dej ned i varm svinefedt eller palmin. Der skal være god afstand imellem. Smoltkagerne koges ca. 10 minutter og vendes undervejs, så de bliver sprøde og gyldne.

Server med honning (eller flormelis).

Velbekomme!