Morgengrød med æbler og honning

Morgengrød med æbler og honning

På en kold morgen er der intet så godt som en lækker grød med friskt tilbehør. Den giver varmen og mætter godt. Man kan variere sin grød alt efter smag og sæson. Prøv f.eks. at koge grøden med æbler eller nødder. Koger man grøden på mælk i stedet for vand, bliver den mere cremet.

I denne udgave drysser Frida den færdige gryd med friske æbletern, tørrede tranebær, ristede hasselnødder og en god portion honning.

Opskrift til 4 personer.

8-10 kopper vand
Evt. 1 kop mælk (for en mere fyldig og cremet grød)
2 kopper hele bygkerner (perlebyg kan bruges som moderne alternativ)
1 kop grovvalsede havregryn
1 stor tsk salt

Tilbehør:
2 friske og syrlige æbler
1 håndfuld tørrede tranebær
3 håndfulde ristede hasselnødder
Honning

Sæt en gryde over bålet og hæld vand, bygkerner, havregryn og salt i. Lad grøden koge i ca. 45 minutter under jævnlig omrøring. Tilsæt evt. mere vand, hvis grøden begynder at koge tør. Når grøden er kogt lind og alle kerner er kogt ud, kan man tilsætte en kop mælk for at gøre grøden mere cremet.

Mens grøden koger, skæres æbler i små tern. Hasselnødderne ristes på en pande og hakkes groft.

Server den færdige grød med æbletern, hasselnødder, tranebær og en god portion honning på toppen.