Mjødmarinerede frugter

Mjød

Om end mjød er en ældgammel drik, forbindes den måske især med vikingerne. For dem var mjød en værdsat nydelse, en gudedrik, brygget på honning, som var en ganske kostbar råvare.

Mjød er en sød, gæret drik, der foruden honning består af vand og krydderier. Mjød må ikke forveksles med øl, men kan nærmere sammenlignes med sherry eller portvin. Mjød egner sig som dessertvin og velkomstdrink. Mjød kan anvendes i drinks, cocktails, i marinader og dressinger, og gudedrikken er god til ost, tapas, kaffe m.m.

Kom i gang med dine egne eksperimenter! Butikken på Ribe VikingeCenter fører et udvalg af forskellige mjød fra Dansk Mjød, Mjødladen, Snoremark og Nordic Mjød.

Mjødmarinerede frugter

De mjødmarinerede frugter er en lækker dessert i sig selv evt. serveret med lidt pisket fløde... eller med vanilleis for en mere nutidig dessert. Frugterne er også forrygende i en lun pandekage eller på en god grød.

Forbered de mjødmarinerede frugter en dag eller i hvert fald nogle timer før servering, så de når at tage smag af mjøden. Du skal bruge:

Frisk frugt
Mjød
Honning

Til denne ret kan bruges frugter som æbler, pærer, hindbær, blåbær og blommer. Frugterne skæres i små mundrette stykker og kommes i en skål. Opløs lidt honning i mjøden, som derefter hældes på frugterne.

Velbekomme!