Grønne pandekager

Grønne pandekager med brændenælder og spinat

De første spæde brændenælder begynder at skyde op, og i kålgården kan vi høste de første små spinatblade. Prøv disse grønne pandekager som tilbehør til aftensmaden eller som lækre, kolde frokostwraps med friskost og f.eks. fisk.

Pandekager til ca. 4 personer

5 kopper mælk (tilsæt evt. en kop øl)
3 æg
2 kopper hvedemel ell. grahamsmel
1 kop bygmel ell. rugmel
1 teskefuld salt
2 store håndfulde spinatblade
2 store håndfulde friske brændenælder
Smør til stegning

Tag familie i hånden og gå en tur ud i det fri på udkig efter spæde brændenælder. Brændenælder kan anvendes i madlavningen hele sommeren, men de er særligt delikate i foråret, hvor de udgør et længe ventet vitamintilskud efter den lange, mørke vinter.

Brændenælderne kan plukkes forsigtigt ved at tage fat i stænglen, men hvis man vil  undgå at brænde sig, er det en god idé at have et klæde med til at dække hånden og underarmen mens man plukker. Børnene kan evt. bruge handsker.

Hjemme igen sættes en gryde med vand over bålet eller på komfuret.

Mens vandet kommer i kog, blandes mel og salt i en skål. Tilsæt lidt efter lidt mælken under omrøring for at undgå klumper i dejen. Tilsæt æggene og pisk, indtil dejen er lind. Lad dejen hvile i 15 minutter.

Når vandet i gryden er kommet i kog, hældes de vaskede brændenælder og spinatblade i gryden, hvor de blancheres i ca. 1 minut, indtil de er blevet møre. Efter blanceringen brænder nælderne ikke længere. Bladene drænes og snittes fint til på et skærebræt. Hvis man ønsker en pandekage med lidt struktur, skal man bladene snittes groft.

Bland nu de hakkede blade i pandekagedejen og rør grundigt.

Sæt en pande over bålet/komfuret på middelvarme. Smelt en god klat smør, og hæld en lille portion af pandekagedejen på panden. Steg nu pandekagen et par minutter på hver side, indtil den er gylden og dufter færdig.

Server de grønne pandekager som tilbehør til middagsmaden eller som lækre, kolde frokostwraps med f.eks. friskost og laks.