Fridas surdejsbrød

Fridas surdejsbrød

Frida og hendes piger har bagt surdejsbrød til hele husholdningen på vikingegården. Det er et stort arbejde, fordi de først skal male kornet til mel og indfange vildgæren, så den kan dyrkes til surdej. Brøddejen skal hæve natten over, og endelig skal brødovnen langsomt varmes op over en hel dag. Derfor bager Frida kun brød én gang om måneden, men så er det også en dag, som alle ser frem til. Der er ikke noget som et stykke surdejsbrød med nykærnet smør eller friskost.

Et godt surdejsbrød tager tid, men kvaliteten er så også helt i top, så prøv nu at bage disse brød.

Til denne opskrift bruger vi de primære kornsorter i vikingetiden, byg og rug. Vi bruger ikke hvedemel, da den fine, hvide hvede var tiltænkt mere festligt bagværk.

Dag 1: Fordejen

1½ dl lunkent vand
100 g rugmel
1 spsk rugsurdej eller 25 g gær

Ingredienserne røres sammen til en blød masse med konsistens som tyk havregrød. Stil dejen tildækket et lunt sted natten over.

Dag 2: Brøddejen

Fordejen
500 g rugmel
ca. 100 g bygmel
ca. 4 dl vand
1-2 spsk salt
Evt. en håndfuld grovvalsede havregryn, hørfrø, timian, sæddodder eller kommen efter smag

Bland fordejen med rugmel, bygmel, vand, salt og evt. krydderier. Ælt massen grundigt til den er sammenhængende og elastisk. Dejen vil være klistret, så kom evt. lidt madolie på hænderne under æltningen for at undgå, at dejen hænger for meget ved. Pas må med at tilsætte for meget ekstra mel under æltningen, da brødene nemt kan blive meget tunge og hårde efter bagning.

Lad dejen hæve i min. 3 timer.

Form 2 brød og stil dem til efterhævning i yderligere 2 timer.

Bag brødene på en bageplade/bagesten i ovnen eller på grillen ved 230 grader i 10 min. og herefter ved 200 grader i ca. 30 min. Dette giver de færdige brød en lækker, sprød krumme.