Brændenældesuppe
De tidlige brændenældeskud, de helt spæde blade er gode til mange retter. Her er det en mættende suppe, som også kan tilberedes uden bacon, hvis man ønsker en vegetarisk suppe. Da skal man erstatte bacon med lidt fedtstof som smør eller olie og svitse urterne i det.
Nælderne brænder, men det er kun indtil de er tilberedt. Brug et stykke stof eller en handske, når brændenælderne skal plukkes. Og gå efter nye små skud, da de smager bedst. Vask bladene grundigt og hak dem fint.
I denne opskrift bruger husfruen også friske ramsløg, som kun kan sankes få måneder i foråret. Ramsløg kan udelades eller erstattes med tørret ramsløg.
Brændenældesuppen kan selvfølgelig laves på komfuret, men at lave bålmad sammen og nyde maden i det fri er en fantastisk fællesskabsoplevelse, vi kun kan anbefale. Saml familien eller vennerne og fordel opgaverne med båltænding, sankning, forberedelse af grøntsager osv. iblandt jer. Så er I godt i gang!
Brændenældesuppe (4 personer)
1 god håndfuld bacon, i tern (eller lidt fedtstof, hvis man ønsker en vegetarisk suppe)
1-2 løg, finthakket
1-2 fed hvidløg, finthakket
1 pastinak, i tern
1 gulerod, i tern
½ knoldselleri, i tern
1 håndfuld ramsløg, hakket
1 liter friske skud af brændenælder, hakket
1,5 liter vand eller fond
Salt
Video: Se her, hvordan du laver brændenældesuppe
Varm en tykbundet gryde op over bålet og start med at stege bacon indtil det begynder at tage farve og blive gyldent. Tilsæt de hakkede løg og hvidløg og svits indtil løgene er møre og klare. Derefter kommes rodfrugterne, timian, ramsløg og brændenælder i gryden, og der røres godt rundt. Læg låg på og lad det hele svitse i ca. 10 minutter. Rør rundt en gang imellem.
Hæld vand eller fond ved og bring det op til kogepunktet. Suppen skal simre under låg i ca. 45 minutter indtil rodfrugterne er møre.
Smag til med salt. Mængden afhænger af det bacon, man har tilsat, og om man bruger vand, fond eller måske bouillon.
Servér brændenældesuppen rygende varm med friskbagt brød til.
Et tip
Hvis man ønsker en endnu fyldigere suppe, kan man med fordel tilsætte 1,5 dl perlebyg, når væden er hældt på og suppen simrer. Perlebyggen behøver ca. 30 minutter for at blive mør.
Velbekomme!