Forrådshusholdning
En vikingefamilies overlevelse afhang i høj grad af deres forrådskammer eller fadebur, som det også blev kaldt. Her opbevarede man bl.a. udbyttet af gårdens marker i store tønder og hængte det tørrede, røgede og saltede kød op under loftet. Der blev suppleret med indsamlede frugter, bær, urter, nødder og svampe samt udbyttet fra fiske- og jagtture.
På gårdene anlagde man kålgårde, hvor man dyrkede grøntsager som kål, roer, løg, bønner og ærter. Disse grøntsager var en vigtig bestanddel af den daglige kost og skulle gerne strække sig langt ind i den kolde vinter. Bønner og ærter kunne nemt tørres, så de kunne holde sig i månedsvis, mens roer, pastinakker, gulerødder, persillerod m.m. enten skulle kules udendørs, eller de kunne syltes i valle i store kar. Kålen kunne derimod holde sig i kålgården selv i frostvejr. Kål var en vigtig kilde til vitaminer i en hverdagskost, som ellers bestod af konserveret mad.
Vikingernes husholdning var baseret på konservering og lagring af råvarer. Det kaldes forrådshusholdning eller fadeburshusholdning.
Kost i vikingetiden
Langt størstedelen af befolkningen i vikingetidens Skandinavien levede som bønder, hvor arbejdet i marken, kålgården og stalden gjorde, at man stort set kunne producere alt til eget forbrug. Man kan imidlertid ikke generalisere omkring vikingetidens kost, da periodens subsistenslandbrug i høj grad var betinget af, hvilke ressourcer - geografiske, økonomiske, kulturelle m.m. - bonden havde til rådighed. Forrådshusholdningen kunne derfor variere meget fra egn til egn.
I Nordskandinavien med de korte, våde og kølige somre var kornavl ikke udbredt, hvorimod kvægdrift og fiskeri var afgørende. Her skulle der arbejdes hårdt og målrettet på at få sommerens sparsomme udbytte i hus, og da råvarerne primært bestod af kød, mælk og fisk, skulle disse råvarer konserveres, før de blev ført til fadeburet.
I Danmark derimod hjalp det mildere klima til, at kornavl her i landet var mere udbredt end i resten af Skandinavien. Under udgravninger i Ribe er der bl.a. fundet brændte kornrester og en del tærskeaffald fra primært byg og rug fra 800-tallet og begyndelsen af 900-tallet (1). Herudover er der fundet ganske lidt hvede og havre. Alt tyder på, at disse kornsorter blev dyrket lokalt i Ribe, og at der også var mulighed for at dyrke vinterrug.
Læs mere om korn, kornmaling, brød og hæveteknikker, bageovne og holdbarhed her.
Fadebur
Ordet fadebur er afledt af ordet fad, dvs. en stor tønde, og vi anvender i dag stadig ordet i bl.a. fadøl og vinfad. I middelalderen og muligvis allerede i vikingetiden anvendtes fade også til opbevaring af andet end fødevarer. Råjern, klæde og drikkeglas blev bl.a. solgt og forsendt i fade.
I videste forstand har fadeburet fungeret som pulterkammer for alle de værdigenstande, man i husholdningen fandt værd at gemme. Fine klæder blev derfor hængt op under loftet i fadeburet, væk fra mus og mug, og særlige møbler, sengeklæder, våben osv. har også været opbevaret i fadeburet. Det må imidlertid antages, at fødevarer har fyldt klart det meste i fadeburene (2).
De første skriftlige, danske kilder på indholdet af fadebure stammer fra middelalderen, hvor større husholdninger som slotte, herregårde, klostre og bispegårde holdt skriftligt regnskab med både indkøb og brug af fødevarerne. Dette er dog lang fra ensbetydende med, at fadeburene ikke også fandtes andre steder. Enhver bondegård eller lille husmandssted havde et fadebur. Stort eller småt, det tjente det samme formål hos alle; at huse forrådet, altså at bevare sommerens og efterårets høst til de lange, mørke vintermåneder.
Se vores kortfilmserie 'Fadeburet' om årets gang på Hvidinggården ved Vadehavet i år 980 her.
--------
(1) Mikkelsen, Peter Hambro: ”Arkæobotaniske undersøgelser af korn fra ASR 926 Ribelund I og ASR 1357 Giørtzvej” i Ribestudier – Det Ældste Ribe – Udgravninger på nordsiden af Ribe Å 1984-2000. Red. Claus Feveile, bind 1.1, s. 147-154
(2) Kjersgaard, Erik: Mad og Øl i Danmarks Middelalder. Nationalmuseet, København, 1978, s. 22