Langhuset
Langhuset er af Trelleborg-Fyrkat typen og bygget af 160 solide egestammer med tag af 5000 håndhuggede tagspån. Det anvendte tømmer er såkaldte flåde-ege, som i begyndelsen af 1800-tallet blev plantet til genopbygning af den danske flåde, der var blevet ødelagt ved Slaget på Reden i 1801.
Som ofte i datidens byggeri var den "fine" del af langhuset vendt imod vest, og helt mod øst lå stalden. Stalden i Gl. Hviding var bemærkelsesværdig lille; men hen imod slutningen af vikingetiden blev det efterhånden almindeligt at have regulære staldbygninger adskilt fra hovedhuset.
I langhuset vil du møde vikingerne i færd med at lave mad, væve på opstadsvæv, vaske tøj samt alt muligt andet arbejde som er nødvendigt for at få en gård af den størrelse til at fungere. Prøv at sætte dig på madrasserne fyldt med hø eller ved højbordet og fornem hvordan stemningen har været, når man tilhørte de øverste sociale lag.
Storgårdens stald
Bonden i Gl. Hviding er en rig og velanset mand. Han har så mange køer, at han har bygget ekstra stald - og om aftenen kan han og fruen lægge sig i dyner af de blødeste dun. Venner og anseelse vinder man dog kun ved gavmildhed, og der går stort ry af hans gilder. Mange er inviteret, og der bliver hverken sparet på kød eller mjød!
Gennem hele oldtiden har stald og beboelse været under samme tag, ofte med stalden beliggende mod øst. Men i den sidste del af vikingetiden ses efterhånden regulære staldbygninger uden forbindelse til hovedhuset. At der kun blev fundet en ganske lille stald i østenden af langhuset i Gl. Hviding antyder kraftigt, at der også må have ligget en anden staldbygning på området. Det kan f.eks. have været denne bygning, der var pileflettet og lerklinet.
Gårdsmedjen
Nattemørket sænker sig, og de fleste mennesker sidder nu samlet omkring arnens lune ild - men stadig klinger tunge slag fra smedens hytte. Rødt lyser døråbningen imod dig, og ingen ænser, da du træder over dens tærskel. I et fog af gnister står den sorte smed og hamrer tavst og koncentreret på et stykke glødende jern. Han har travlt, for det er midt i høsttiden, og en le er knækket. På hylden langs den solide bulvæg ligger ildstål, tænger, hamre, et brækket knivsblad, bøjede søm og beslag til seletøj. At kende til ilden og jernets hemmeligheder giver meget arbejde - men også megen magt og anseelse.
På storgården i Gammel Hviding lå smedjen - som næsten altid dengang - væk fra den fremherskende vindretning og lidt afsides i forhold til det øvrige gårdanlæg, men dog indenfor hegnet. Huset var godt 3,5 x 4,5 m. stort og bulbygget (med vandrette planker), formodentlig i egetræ.
På jordgulvet står i midten en forhøjet esse. Via en blæsebælg tilføres brændslet ekstra luft for at få temperaturen op på de ca. 1000º, der kræves for at kunne bearbejde jernet. Om vikingesmeden i Gl. Hviding også havde en forhøjet esse, eller om han måske sad på hug og arbejdede, ved ingen.
Stakladen
Da kom der en vinter så hård, at græsgangene frøs helt til. Storolf havde mange dyr, og det trak efterhånden så hårdt på hans hø, at han måtte forudse, at han blev nødt til at slagte sin besætning, hvis der ikke blev fundet en udvej. Så sendte Storolf sin søn Orm hen til Duftak for at skaffe noget hø; men Duftak sagde, at han havde ikke noget til salg. Da Orm imidlertid pressede hårdt på, sagde Duftak, at han kunne jo tage, hvad han selv kunne bære, hvis han ville. Orm går så over til høgården på Holt, hvor han bryder ledet op og går hen til den største stak og rydder tørvedækket af sammen med det hø, der var dårligst. Så bøjer han sig ned og trækker rebet ind under høstakken og vender stakken omkring. Herefter skyder han ryggen ind under stakken, tager fat om rebet og løfter den op på skulderen. Der er endog nogle, der siger, at han først havde lagt den mindste stak oveni. Dette hø klarede Storolfs besætning så godt igennem, at han ikke slagtede om foråret. Heraf opstod der langvarigt fjendskab mellem Duftak og Storolf.
(Frit efter totten om Orm Storolfssøn)
Vikingetidens bønder havde som nutidens landbrugere behov for at kunne opbevare vinterfoder til deres husdyr, men der kendes ikke til konkrete fund af hølader fra denne periode. Stakladen på Ribe Vikingecenter er en meget enkel og let konstruktion med stråtag og pileflettede vægge uden lerklining.
Bulhus
'Sodtud!!!' lød et hysterisk råb ovre fra det lille hus, hvor folk gik afsides for at lette sig. 'Der er ikke mere mos! Skynd dig så!' Fruen skulle også altid jage med ham, tænkte Sodtud. Hvorfor kunne hun ikke bare skrabe sig med et potteskår, som de andre gjorde? Han forlod den lune træhytte, hvor han sov sammen med alle de andre trælle. og luntede over mod æblehaven. Her plejede han at finde det bløde,grønne mos, som fine folk brugte til at tørre sig bagi med. På vejen plukkede han også et par brændenældeblade og rev dem i ganske små stykker …
Gårdanlægget i Gl. Hviding rummede o. 980 adskillige større og mindre økonomibygninger, bl.a. dette 50 m² store værkstedshus bygget i vandretliggende egeplanker (et bulhus). Det kan alt efter årstid og behov have haft mange funktioner i forbindelse med det daglige arbejde på den store selvforsynende gård: Tømrer- og snedkerarbejde, slagtehus, garvning af skind, halmbinding, pilefletning, pottemageri el. andet. Måske har denne bygning også været beboelse for nogle af gårdens folk i perioder, f.eks. sæsonarbejdere eller trælle.