Naturens grønne spisekammer

Et vildt indslag i køkkenet

Naturens urter strutter med friske topskud, og de første spæde blade dukker op i køkkenhaven. Vikingerne har fyldt kurven med grønt, som er en væsentlig kilde til vitaminer og mineraler.

Følg opskrifterne nedenfor og få spist dit ukrudt.

Grønne pandekager

Forskellige urter, som f.eks. brændenælder, skvalderkål, mælder, fuglegræs og kørvel.
1 kop hvedemel
2 æg
2 kopper mælk
Salt
Smør til stegning

De vilde urter skylles grundigt og blancheres i ganske lidt kogende vand. Væden trykkes af og urterne hakkes groft.

Mel, mælk, æg og salt piskes til en lind masse i en lerkrukke. Derefter tilsættes urterne.

Bag pandekagerne i smør på en varm pande over bålet. De skal vendes, når de er gyldne og bages færdige på den anden side.

Urtefrikadeller

1 kurvfuld forskellige, friske urter som f.eks. brændenælder, løgkarse, ramsløg, skvalderkål, mælkebøtteblade, fuglegræs, birkeblade, kørvel.
2 hakkede løg

3 fed hakkede hvidløg
2 æg
1,5 kop groft hvedemel
Ganske lidt mælk
Salt
Smør til stegning

Hvis man ikke laver urtefrikadellerne tidligt om foråret, bør man kun bruge de nyeste skud. De forskellige urter skylles godt, hakkes fint og blandes med løg, mel, mælk og æg. Tilsæt salt. Konsistensen skal være ret fast. Frikadellerne formes i hånden og steges gyldne i smør på en pande over bålet. Server stuvede urter hertil.

Stuvede brændenælder eller mælder

1 lille kurvfuld brændenælder eller mælder
Ganske lidt vand
1 kop fløde
Salt

Brændenælderne/mælderne skylles grundigt og blancheres i en lerkrukke. Vandet hældes fra og nælderne/mælderne hakkes. Fløde og salt tilsættes. Stuvningen koges op og smages til.

Fyldig suppe med brændenælder

2 hanekyllinger
Vand
3 løg
4 persillerødder
2 pastinak
4 gulerødder
Lidt selleri
Salt
Lille kurvfuld brændenælder

Hanekyllingerne koges i rigeligt med vand. Efter kort tid skummes suppen. Kyllingerne koges videre, til de er næsten møre, hvorefter de tages op af suppen. Skindet og benene kasseres, og kødet skæres i mindre stykker.

Løg, persillerødder, pastinak, gulerødder og selleri renses, skæres i mundrette stykker og kommes i suppen. Når grøntsagerne er næsten møre, tilsættes kødet og de godt skyllede og hakkede brændenældeblade suppen. Smag til med salt. Serveres med groft brød.

Det er de unge nældeblade, som bruges. Brændenælder kan også bruges senere på sommeren, hvor de øverste 3-4 bladpar nippes af og bruges. Brændenælder er rig på calcium og jern. Desuden indeholder de et helt alfabet af vitaminer. Men 'hvad bilder brændenælden sig ind'; alle plantens overjordiske dele er forsynet med hule brændhår, som er fyldt med en giftig væske, der dog ikke er farlig. Når et menneskes hud rører ved en brændenælde, bliver spidsen af hårene knækket af. Bruddet er som en kanyle, der skærer hul på huden. Den giftige væske giver kløe og hævelser i huden. Heldigvis er bladene ufarlige, når de enten er skyllet eller tørret.

Hønsene på Ribe VikingeCenter er af racen 'Gamle danske landhøs', som er hårdføre, og som har et forholdsvist lille foderforbrug. De er gode som fritgående høns og spiser derfor af de grønne urter i området. Det giver velsmagende kød. Hanerne er ret så prangende i deres fjerdragt med en fantastisk flot hale.

Søde pandekager med hyldeblomster

Friskplukkede hyldeblomster
2,5 kop hvedemel
3-4 æg
2 kop mælk
2 kop øl

Salt
Honning
Smør til stegning

De friske hyldeblomster ribbes for stilke. Mel, mælk, øl, æg, salt og honning kommes i en krukke og piskes til en lind masse. Hyldeblomsterne kommes i.

Bag pandekagerne i smør på en varm pande over bålet. Vend pandekagerne, når de er gyldne, så de kan bage færdig på den anden side. De rulles sammen og spises varme. En rigtig sommerret!

Kogte urteboller

Dej:
1 kop hirse- eller bygmel
1 kop hvedemel
2 æg
1 æggehvide
Salt

Fyld:
1 stor kurvfuld nælder, skvalderkål, mælder eller andre vilde urter
Vikingeost (fetalignende)
1 håndfuld hakkede nødder
2 æggeblommer
1 finthakket løg
2 finthakkede fed hvidløg
Lidt svinefedt til at stege løgene i
Lidt mel
0,5 kop mælk
Salt
1 æggehvide til pensling

Urterne blancheres i kogende vand. Hæld vandet fra og hak dem fint. Urter, ost og nødder blandes. Tilsæt 2 æggeblommer og 1 æggehvide. Krydr med salt. Steg det hakkede løg i svinefedt, indtil det er blødt. Tilsæt mælk og rør mel i. Løgblandingen vendes i urteblandingen, så det bliver en ensartet masse.

Ælt ingredienserne til dejen sammen (på nær den ene æggehvide). Dejen formes til små boller, der rulles ud til en cirkel på ca. 8 cm i diameter. Læg en klat fyld på hver cirkel. Smør æggehvide på kanten og saml dejen omkring fyldet, så det bliver små pakker/boller.

Kom de fyldte boller ned i kogende vand med salt. De er færdige, når de kommer op til overfladen. Lad dem tørre godt af, eventuelt på en pileflettet rist.

1 kop = ca. 150 ml

Ribe VikingeCenters projekt 'Nordiske råvarer i vikingekøkkenet' gennemføres i sæson 2012 med støtte fra Region Syddanmark.