Hvis du besøger vikingerne i Langhuset, så læg mærke til, hvad der hænger i krogen over ildstedet. For vikingerne var røgning en nem konserveringsmetode, så kød og fisk kunne holde sig længe. Samtidig tog maden en anden delikat smag og blev ikke harsk.
Plankefisk
4 små ørreder
Hakkede urter: Løgtoppe, skvalderkål, timian
Hakket hvidløg
Salt
Hoveder, haler og finner skæres af ørrederne. Rens fiskene og skyl dem godt. Del hver fisk i to fileter, og lad skinnet blive på. På bugsiden lægges urterne, hvidløg og salt.
Inden da skal fire planker a 2-3 cm tykkelse gøres klar. En passende størrelse på dem er 20 x 50 cm. I midten af plankerne laves to huller på en lillefingers tykkelse med en afstand på 20 cm.
Der skal også klargøres otte grene, som er trefliget og afbarket. Den midterste skal være lidt tyndere end en lillefingers tykkelse. Disse pinde skal bruges til at fæstne fiskene til planken.
Ørrederne vendes, så bugsiden med urterne vendes ned mod planken. Ørrederne fæstnes med de klargjorte grene. Plankerne stilles på højkant ved bålet. Efter ca. ½ time begynder fedtet fra fiskene at løbe ned af plankerne, og så vendes plankerne en halv omgang. Fiskene er færdige, når de er bløde og farven på kødet er blevet lyst.
Sildeæggekage
8 æg
Lidt mælk
Salt
Smør til stegning
Snittede løgtoppe
Røgede sildefileter
Æggene piskes med mælk og salt. Smelt smørret på panden og hæld æggemassen på. Når den er stivnet lidt, lægges røgede sildefileter ovenpå, mange og tæt sammen, så kun sildene ses. Æggekagen drysses med løjtoppe og spises med rugbrød til.
Kedelorme
1 stort stykke lammebov
1 mindre stykke svinespæk
2 finthakkede løg
Salt
Lidt honning
Suppe
Krydderurter, f.eks. timian, løgkarse, skvalderkål, ramsløg.
Tyndtarme fra lam eller gris
Kød og spæk hakkes fint med en kniv og æltes godt med de finthakkede løg, salt, krydderurter, honning og så meget suppe, at farsen bliver til en lind grød.
Farsen kommes i tarmene ved hjælp af et 'pølsehorn'. Tarmene må kun fyldes ca. 3/4, da de ellers vil revne i kogningen. Enderne lukkes med en 'pølsepind'. Der sættes et lille vrid på tarmene efter hver 10. cm, skiftevis den ene og den anden vej, så det ligner en række 'orme' på række.
Pølserne hænges på en kødkrog til røgning over bålstedet. Efter en uge er de klar til at blive spist, men inden da skal de lige koges i et kogekar eller kedel. Kedelormene må ikke koges kraftigt. De skal holdes lige under kogpunktet, så de ikke revner.
Når de skal spises, fiskes de op af kedlen med en 'kroggaffel', som blandt andet er fundet i udgravningen fra Ribe.
Det lidt nedsættende udtryk 'Kedelorme' nævnes i den islandske skjald Kormákr Ögmundarsons Saga (930-970), vers 13, hvor han bliver spurgt om, hvad han syntes om 'Kedelorme' - ketilormar - fedtpølser. I et tidligere vers nævnes, at Ögmunds søn holder af kogte pølser. Kedel er betegnelsen for kogekarret.
I dag har vi udtrykket 'at koge suppe på en pølsepind'. I overført betydning vil det sige, at man beskæftiger sig med et overflødigt emne.
Ribe VikingeCenters projekt 'Nordiske råvarer i vikingekøkkenet' gennemføres i sæson 2012 med støtte fra Region Syddanmark.