Gæstgiveri

Spise godt og med måde

I Ribe, år 825 ligger gæstgiverhuset, hvor vikinger på gennemrejse kan falde ind for et godt måltid mad og ly for natten.

I de islandske sagaer får man et indblik i hvordan måltidet og gæstfriheden har spillet en meget stor rolle for vikingerne. Gennem gæstfrihed og generøsitet kan den gode vært vinde anseelse, magt og indflydelse - og aller vigtigst kan den gode vært vinde sig et godt ry efter døden. Som vært må man ikke spare på noget, hverken mad eller drikke. Som gæst skal man spise med måde, ikke tage for meget, men heller ikke for lidt.

Stegt flæsk med stuvede kålrabi og grå ærter

200 g røget bacon
300 g kålrabi
5 kopper vand
200 g grå ærter
3 kopper mælk
3 skefulde hvedemel

Det røgede bacon skæres i små tern og steges på en pande over ilden.

Vand kommes i en fedtstensgryde og bringes i kog over ilden. Kålrabi skæres i tern og kommes i det kogende vand. Når kålrabien er mør hældes vandet fra, da roer ofte er beske i smagen. Mælk og mel piskes sammen til en jævning og tilsættes kålrabien. Lad stuvningen koge i 5 minutter.

De grå ærter kommes i en gryde og bringes i kog. Efter 20 minutter er ærterne møre.

Vikingerne dyrkede grå ærter, der er i familie med gule ærter, som er en 'tørreært'. De grå ærter har været kendt i Norden i hvert fald siden bronzealderen. I svensk folketro forbindes ærten med guden Thor, hvilket skulle ligge til grund for, at man af tradition spiser ærtesuppe om torsdagen.

Lammegryde med champignon

200 g champion
7 kopper fløde
5 kopper vand
200 g lammekølle
3 kviste kvan
4 fede hvidløg
100 g løg
Lidt smør

Hvidløg og løg skæres i tern og svitses sammen med lidt smør i en gryde over ilden.  Kødet skæres i tern og kommes i gryden. Fløde og kvan kommes i og det hele koges godt sammen i 25 minutter.  Svampene skylles godt og skæres i kvarte og kommes sammen med vand i gryden. Lad retten koge endnu 20 minutter før den er klar til servering.

Medister med groft pandebrød og sennep

1 lang svinetarm
4 kviste kvan
100 g spæk
100 g lammekød
100 g bacon
100 g løg
3 fede hvidløg

Groft pandebrød

0,5 kop knækkede hvedekerner
½  håndfuld hørfrø
1 kop rugmel
½  kop vand
Lidt salt

Sennep

Sennepsfrø
Valle
Honning
Salt

Medister: Lammekød, kvan, spæk, løg og hvidløg skæres i fine små stykker og røres sammen til en fars.

Tarmen kommes på et pølsehorn, og farsen fyldes i tarmen. For hver pegefinger-længde drejes tarmen et par omgange, så man får små medisterpølser.

Pølserne kommes i en gryde med kogende vand. Koges 20 minutter. Herefter steges medisterne 10 minutter på hver side på panden indtil de er sprøde, duftende og lækre gyldenbrune.

Pandebrød: I en skål blandes vand, salt og hørfrø. Tilsæt knækkede hvedekerner og rugmel og æltes det hele sammen til en fast dej.

Dejen rulles ud på et melet bord til en tynd tykkelse og med en bredde der kan være i en pande. Panden kommes over ilden og brødet lægges på. Brødet skal cirka have 15 minutter på hver side.

Sennep: Sennepsfrøene stødes i en morter og kommes i en lille lerkrukke. Lidt valle, en del honning og salt røres i. En Sennep skal være tilpas stærk, så den kradser lidt i næsen.

Sennep blev indført i Danmark i 700-tallet og har været brugt i landet lige siden da. Vikingerne kendte både sennep hjemme og fra deres togter i udlandet. Stærke krydderier er gennem århundrede blevet brugt til at forstærke smag, til at dæmpe smag med og til medicinsk brug. Sennep er et godt middel mod skørbug samt et godt elskovsmiddel.

Mjødmarinerede æbler

Mjød
Æbler

Æblerne skylles og skæres i tern. Mjød og æbler kommes i fedtstensgryden og bringes til kog i 10 minutter.

Saltede nødder

Hasselnødder
Vand
Salt

Varm vandet op til kogepunktet på en pande over ilden. Opløs salten i det kogende vand. Læg nødderne i lagen og lad dem trække i 30 minutter. Lad dem dryppe godt af i en sigte, inden de fordeles på en ny, tør pande, som varmes over ilden i 30 minutter til nødderne er sprøde og tørre.

Karamelliserede hasselnødder

Hasselnødder
Honning

Nødder kommes i et hørklæde og bankes med en grydeske til små stykker. Honning og nødder kommes på en pande over ilden. Efter 5 minutter tages de honningklistrede nødder af panden og nedkøles til de er størknet til små og lækre klumper af karamelliserede hasselnødder.

Ristede æbler

Æbler
Honning
Kanel

Æblerne skæres i både, drysses med kanel og kommes på panden sammen med honning i 5 minutter.

 

1 kande = ca. 1 liter
1 kop = ca. 150 ml
1 skefuld = 1 spiseske

Ribe VikingeCenters projekt 'Nordiske råvarer i vikingekøkkenet' gennemføres i sæson 2012 med støtte fra Region Syddanmark.