Æbler

Fra most til flæsk

Æblet tilhører, ligesom pære, rosenfamilien. Æbler findes vildtvoksende flere steder i verden, og dets oprindelse er derfor lidt usikker. Blandt andet er skovæblet Abild blevet anvendt i Danmark i flere tusinde år.

Æblet er den eneste frugt, der har et navn, som kendes fra de ældste europæiske sprog. Selve ordet æble kommer af germansk "apalja", som igen kommer af indoeuropæisk "abel".  På begge de rekonstruerede sprog betyder ordet "frugten æble".

Vikingerne spiste af Gudinden Yduns æbler for at holde sig unge. Ydun er ungdommens gudinde og Brages kone. Hun vogter de fortryllede æbler, der holder alle aserne unge til evig tid. Æblerne må derfor ikke komme i de forkerte hænder.

Æbleskiver

Æbler
Snor

Skær æblerne i skiver med skræld på og fjern kernehuset. Kom dem på en snor. Der kan sidde ganske mange æbleskiver på en snor i en arms længde. Hæng æblerne et luftigt og tørt sted en uges tid.

Æblemost

I vikingetiden var det de vildtvoksende æbler, kirsebær, hyldebær, kræger og andre bær, der voksede rundt omkring i skove og hegn, som indgik i kosten på forskellig måder.

Æblerne blev ofte spist rå, hvis de var velsmagende. Det kunne dels være om sommeren direkte fra træet eller om vinteren, når gemmeæblerne blev taget frem.

Opbevaringen af frugt var af stor betydning for holdbarheden. Først og fremmest skulle det være på et køligt, men frostfrit sted. Æblerne kunne gemmes i halm på loftet eller i laden.

Hvis æblerne var stødte eller ormstukne kunne de anvendes til mostfremstilling og tørring, det samme gjaldt for overskydende fugt.

Mostpressen stilles lodret op, når den ikke anvendes. Den kan nemlig ikke stå fremme, som var den i brug hele året, til gengæld lægges den vandret over et trækar, når den skulle anvendes.

Æblemost er en form for konservering af æbler. Æblerne skylles godt og knuses med en støder af træ i et trækar. Så kommes de i en lærredspose af hør på mostpressens tremmebund. Ved hjælp af stangen bliver de knuste æbler i lærredsposen presset, og mosten løber ned i trækarret under mostpressen.

Æblemost kunne erstatte øl og dermed spare på malten. 

Bagte æbler

Æbler
Fyld:
Kanel
Hasselnødder
Honning

Skyl æblerne og udhul dem med en kniv så hele kernehuset er væk. Kom fyldet i de udhulede æbler og sæt dem ind i den varme ovn. 10 minutter efter vil der sprede sig en duft kanel og varm æble, og de er klar til at spise. Velbekomme.

Æbleflæsk

Æbleflæsk er en dejlig ret om efteråret og om vinteren, som på bedste vis forener æblernes sødt-syrlig smag med flæskens fedme.

8 æbler (gerne nedfaldne)
2 små løg
Røget flæsk
Lidt honning

Æblerne skylles, kernehusense fjernes og de skæres i både. Løgene pilles og hakkes. Det røgede flæsk skæres i skiver og steges helt sprødt på en pande.

Flæsket lægges til afdrypning. Æblestykkerne kommes sammen med løgstykkerne på panden med fedtet fra flæsket. Æblerne steges til de er næsten møre. Der røres ofte i panden, så det ikke brænder på. Til sidst tilsættes lidt honning.

Arranger æbleblandingen på et fad og læg den stegte flæsk oven på. Serveres varm med groft brød til.

 

Ribe VikingeCenters projekt 'Nordiske råvarer i vikingekøkkenet' gennemføres i sæson 2012 med støtte fra Region Syddanmark.