Kalender

Hver dag nye oplevelser

Periode: 27.06.2020 - 30.08.2020

DatoTidArrangementMødested
27.06 - 28.06 Lør-sønPerlemagertræf  

Dygtige glasperlemagere fra ind- og udland mødes på Ribe VikingeCenter for at udveksle erfaringer og ikke mindst fremvise deres fantastiske kunst. Oplev hvordan de fremstiller små sirlige glasperler af rødglødende glasklumper opvarmet til 1100 grader i små lerklinede ovne og håndteret med simple værktøjer. Det er ren magi!

Markedspladsen
27.06 - 30.08 Man-sønPrøv-selv aktiviteter  

På Ribe VikingeCenter bliver du en del af historien! Mal mel og bag et fladbrød. Prøv vikingernes sjove lege og lær de gamle spil. Slå træsøm for bygmesteren og lær at binde knob. Dyst mod hinanden i Thors Tur. Prøv en vikingekappe og -hue, eller hvad med en rigtig krigerhjelm. Klap dyrene på vikingegården og skab din egen leg på den mytologiske legeplads. Slip fantasien løs og spil med, når vikingerne gør historien levende med deres rollespil. Disse aktiviteter er alle gratis.

Ribe VikingeCenter
27.06 - 30.08 Man-sønPrøv selv bueskydning  

Vikingernes håndlavede langbuer og pile står klar. Prøv at skyde til måls på Ringvolden. Du er også velkommen til bare at se på og få en snak med bueskytterne. Bueskydning koster DKK 30,00 eller køb et aktivitetskort.

Ringvolden
27.06 - 30.08 Man-sønSlå din egen Ripa-mønt  

På vikingernes markedsplads på Ribe VikingeCenter kan du slå din egen sølvmønt, en en kopi af den mønt, som var i brug på markedspladsen for 1300 år siden. Aktiviteten koster DKK 30,00 eller køb et aktivitetskort.

Markedspladsen
27.06 - 30.08 Man-sønPrøv at arbejde ved snittebænken  

Besøg træsmedens værksted i Ripa By år 825. Her flyver spånerne om ørerne på én, og man kan tydeligt se, at han nok kan sit håndværk. Du må låne en båndkniv og prøve at arbejde ved en snittebænk. Aktiviteten koster DKK 30,00 eller køb et aktivitetskort.

Ripa By
27.06 - 30.0811:30 Man-sønVikingebonden fodrer dyrene  

Gå med når dyrene på vikingegården på Ribe VikingeCenter skal fodres. Mød de islandske heste, det islandske kvæg, fårene, grisene, hønsene og kattene. Gratis aktivitet.

Hvidinggården
27.06 - 30.0813:00 Man-sønKrigertræning for børn 7-13 år  

Sproget er uslebent og tonen barsk, når krigerne lærer de unge rekrutter at kæmpe som vikinger med (træ)sværd og skjold. Her er det bare med at få hænderne op af lommerne og gøre, som der bliver sagt. Gratis aktivitet.

Ringvolden
27.06 - 30.0815:00 Lør-sønEn vikings fortælling  

Mød en viking i Ripa, f.eks. maleren, vølven, købmanden, trællen eller gøgleren. Hør vikingen fortælle om sit arbejde, sit hjem og/eller om vikingernes by. Hvis du har spørgsmål, så sig frem! Gratis aktivitet.

Ripa By
29.06 - 03.07 Man-freVikingernes sagn og fortællinger  

Guder, helte, drager og fjerne lande. Vikingerne kan de mest fantastiske historier. I denne uge deler de rundhåndet ud af dem og tilsætter tilmed musik og teater.

Ribe VikingeCenter
29.06 - 28.0815:00 Man-freFalkonershow  

Oplev falkoneren og hans lynhurtige rovfugle, der for en saftig kødluns demonstrerer deres eminente flyvefærdigheder lige hen over hovedet på publikum. Gratis forestilling.

Ripa By
08.07 - 12.07 Ons-sønVikingemad til alle tider  

Bliv inspireret til at lave mad som vikingerne, nordisk mad. Oplev vikingerne lave mad over bål og få idéer til, hvordan I selv kommer i gang med bålmad derhjemme. Hjælp til, vær med og smag.

Ribe VikingeCenter
13.07 - 17.07 Man-freVikingetekstiler  

Uld, hør, garn, plantefarvning, spinding, vævning, syning, nålebinding, broderi, filtning. I denne uge arbejder vikingerne med alle aspekter af tekstil på Ribe VikingeCenter.

Markedspladsen
19.07 - 25.07 Søn-lørVikinger på islandske heste  

Kom tæt på vikingernes heste! Den islandske hest er lille, stærk og trofast og en direkte efterkommer af de heste, som vikingerne bragte med sig til Island i det 9. århundrede. Og så behersker den en 5. gangart, nemlig tölt.

Ribe VikingeCenter
27.07 - 02.08 Man-sønVikingekrigere!  

Jorden ryster, og der er øretæver i luften. Ja, der er såmænd endnu engang ballade i Ripa. Intriger og optøjer præger dagene, hvor du kan være med til tingmøder, holmgang og voldsomme sammenstød. Vikingekrigere fra Danmark, Tyskland og Holland invaderer i denne uge Ribe VikingeCenter for at deltage i årets store rollespil. Kom forbi og oplev stemningen, historien og kampene - eller følg med dag for dag på www.facebook.com/ribevikingecenter.

Ribe VikingeCenter
05.08 - 07.08 Ons-freVikingernes tro og visdom  

I Ripa er der lokale vikinger, der stadig holder fast i de gamle guder, mens andre har valgt at lade sig døbe i troen på Hvide Krist. Mød vølven i huset ved offerpladsen. Hun har de bedste forbindelser til de gamle guder, læser runer og kender alt til urternes egenskaber. På den anden side af åen kan du træffe repræsentanter for den nye tro og besøge deres kirke - Ansgar Kirke.

Ribe VikingeCenter
11.08 - 13.08 Tir-torBesøg vikingerne i Ripa By  

Vikingefamilierne åbner de knirkende døre til deres hyggelige hjem i Ripa By og byder jer inden for! Hvem mon de er, kan de mon holde varmen, og hvor er egentlig toilettet? Oplev bylivet i år 825 og få svar på alle dine spørgsmål.

Ripa By
15.08 - 16.08 Lør-sønSmedetræf  

Dygtige smede fra vikingesmedelauget REGIN slår lejr på Ribe VikingeCenter. Kig forbi og følg deres arbejde, når de efter bedste evne vil gøre de gamle danere smedekunsten efter.

Markedspladsen
18.08 - 20.08 Tir-torHandel på Ripa Havn  

Ved Ripa Havn lægger vikingebåde med spændende varer til, og byboerne stimler sammen. Gå med på marked og oplev en livlig handel med alt drikkeglas til trælle.

Ripa Havn
22.08 - 23.08 Lør-sønFortællertræf  

Historiefortællere mødes på Ribe VikingeCenter, hvor de øver, fortæller, spiller musik og danser.

Ribe VikingeCenter