Lokale interessefællesskaber

Hvad interesserer dig?

Interesse- og aktivitetsfællesskaber

Har du lyst til at være frivillig på Ribe VikingeCenter og blive en del af et stærkt, aktivt fællesskab? Fortæl os hvem du er, og hvad du interesserer dig for.

I 2021-2024 arbejder Ribe VikingeCenter på et nyt byggeri, og i forbindelse med projektet 'Aktive frivillige i stærke fællesskaber', gør vi en indsats for at etablere helt nye aktivitetsfællesskaber for frivillige.

Hvem kan deltage i fællesskaberne?

Vi har plads til alle slags frivillige, og du er velkommen uanset om du er viking med hele udstyrspakken klar, om du bare af og til har lyst til at deltage i Centrets formidling af f.eks. et håndværk, om du kun er interesseret i at være del af et aktivitetsfællesskab, der hjælper til bag kulissen, og alle andre derimellem.

Vores koordinator Anna tager imod og hjælper dig og andre til en god plads i fællesskabet. Hun har til opgave at koordinere interesser og opgaver. Vi ønsker at samle frivillige i forskellige interessefællesskaber, og bygge en struktur, der gør det muligt for den enkelte at bevæge sig mellem emnerne, evt. være aktiv i to eller flere grupper.

Hvad kunne grupperne f.eks. beskæftige sig med?

Fællesskaberne kan eksempelvis etableres omkring følgende emner:

  • Haver; Grøntsager, krydderurter, farve- og medicinplanter.
  • Tekstil; Vikingedragter, læderarbejde, hovedbeklædning og andet udstyr. Plantefarvning, nålebinding, vævning, syning m.m.
  • Håndværk; Tømrer-, snedker-, tække-, pileflet- og bådebyggeropgaver. Reparationsopgaver, fremstilling af inventar og redskaber.
  • Vikingemad; Madkultur, udvikling af opskrifter, madlavning, sæsonens lokale råvarer, bæredygtighed, madspild og vidensdeling bl.a. online.
  • Musik, sang og fortælling; Vikingetidsinstrumenter, gamle melodier og sange, skjaldekvad, musikfortælling, samspil.
  • Kunsthåndværk; Glasperler, bronzestøbning, forarbejdning af rav, ben og horn, lertøj, smykker, bemaling (af udskæringer, runesten, kirke m.m.)

Hvis du sidder inde med en god idé, så fortæl os om den.

Hvad får man ud af at være frivillig på Ribe VikingeCenter?

Du bliver en del af det fantastiske fællesskab af frivilige og vil knytte nye venskaber. Måske du kunne tænke dig at lære mere om et bestemt emne eller bringe et tidligere lært håndværk i spil og dele din viden med andre?

Vores koordinator Anna vil gøre sit til, at hver gruppe samles om spændende opgaver med værdi for alle parter. Selv de små ting og detaljerne er væsentlige for det komplette billede af vikingetiden og den samlede oplevelse, Centrets besøgende tager med sig hjem.

De frivillige på Ribe VikingeCenter må efter aftale benytte vores faciliteter til deres aktiviteter, dvs. de rekonstruerede miljøer samt de moderne og historiske værksteder. Derudover vil du og fællesskaberne af frivillige blive inviteret til forskellige arrangementer, hvor både håndværk og viden vil blive udviklet og delt.

Hvordan melder man sig til et interessefællesskab?

Send en mail allerede nu til vores koordinator Anna på frivillige@ribevikingecenter.dk, hvor du oplyser dit navn og kort fortæller om din baggrund, og hvordan du kunne tænke dig at være frivillig på Ribe VikingeCenter.

Anna vil koordinere henvendelserne og holde kontakten med dig, indtil vi kan mødes, danne grupper og aftale fremtidige mødetidspunkter.

 

2021-2024 arbejder Ribe VikingeCenter på et nyt byggeri, og i forbindelse med projektet 'Aktive frivillige i stærke fællesskaber' har vi mulighed for at etablere nye aktivitetstilbud for frivillige voksne.

Projektet 'Aktive frivillige i stærke fællesskaber' støttes af:
Esbjerg Kommune

Nordea-fonden
Johan Hoffmann Fonden
Norlys Vækstpulje
Lokale og Anlægsfonden
Kulturklubben Ribe