Tilgængelig for alle
På Ribe VikingeCenter er det muligt for handicappede at komme rundt mellem alle vikingeanlæggene. Vi har etableret 200 m plankevej og 400 m grussti.
God Adgang
Ribe VikingeCenter er med i ordningen God Adgang. Der er foretaget en grundig gennemgang af hele centret, og næsten alle områder er
blevet tildelt mindst 6 af 7 mulige tilgængelighedsmærker. Da der er
åbne ildsteder i vikingehusene, kan de ikke tildeles astma- og
allergimærket.
Men alt i alt fremstår Ribe VikingeCenter som en
særdeles handicapvenlig attraktion. Læs mere på www.godadgang.dk, hvor
faktaarket med detaljeret beskrivelse af tilgængeligheden på Ribe VikingeCenter kan læses.
En god oplevelse for alle
Den forbedrede tilgængelighed skyldes bl.a. en gennemgribende renovering af vores gangarealer. De steder, hvor der kunne have være plankeveje i vikingetiden, er de blevet etableret, og alle andre steder er der lavet diskrete grusstier med en hård overflade, som er behagelig at gå på, og som tilgodeser kørestole, barnevogne og gangstativer. Kanterne af stierne vil samtidigt kunne hjælpe synshandicappede med at bevæge sig sikkert rundt. Vi ser frem til at give jer alle en bedre oplevelse.
Med grusstierne og plankevejene i egetømmer har Ribe VikingeCenter taget endnu et skridt i retning af at blive så tilgængelig som muligt for de af centrets besøgende, som har brug for handicapvenlige forhold og faciliteter. Centret råder over fire handicaptoiletter, og caféen på herregården Lustrupholm, som er en del af centret, er ligeledes indrettet til kørestolsbrugere, ligesom den selvfølgelig er røgfri.
P-pladsen er indrettet med handicap P-pladser lige ved indgangen.