Skoletjeneste
En unik førstehåndsoplevelse for eleverne
Ribe VikingeCenters Skoletjeneste tilbyder grundskoler undervisning, hvori der inddrages forskellige emner og fag på forskellige niveauer. Alle undervisningsforløb kan downloades og bruges i jeres øvrige undervisning som supplement til skolefagenes pensum. For bedre at opnå specifikke undervisningsmål kan vi anbefale, at I benytter jer af de særligt tilrettelagte undervisningsmaterialer. Materialerne kan både benyttes i forbindelse med jeres besøg på Ribe VikingeCenter og hjemme i klasselokalet.
Skoletjenesten er gratis for folkeskoler i Esbjerg Kommune fra uge 43 til og med den sidste uge i april.
Leg og læring går hånd i hånd
Lærer fra Blåbjerggårdskolen: Ungerne har haft en fantastisk dag, som de stadig snakker om. I personalegruppen er vi imponeret over den måde, I taklede børnene på.
Vores skoletjeneste springer rammerne for, hvad et klasselokale normalt kan tilbyde af læringsmuligheder for den enkelte elev. Hos os får eleverne en unik førstehåndsoplevelse i et autentisk vikingemiljø med gader, huse, møbler, marker og dyr. En sådan læringsform giver oplagte muligheder for motivation, forståelse, indlevelse og aktiv viden.
Læringspotentialet i undervisningsforløbene ligger i elevernes personlige oplevelse i det autentiske vikingemiljø. I skoletjenesten vil eleverne via fortælling, oplevelse og aktiviteter få et indblik i vikingernes dagligdag.
Ved at inddrage eleverne i et samspil mellem fortid og nutid kan eleverne udvikle indsigt i menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne. Det skulle gerne være med til, at eleverne skaber deres egen forståelse af og holdning til egen og andres kultur.
Husk! På Ribe VikingeCenter må I gerne snakke højt, synge, løbe, røre og prøve selv.
Læs mere om undervisningsforløbene på Ribe VikingeCenter
Book jeres besøg på Ribe VikingeCenter
